Bryllupsdag

Martin og jeg har det som to børn, der er taget afsted på eventyr og ligesom bare aldrig er kommet hjem igen. Vi ler og driller og kan ikke altid holde op med at snakke selvom lyset er slukket og vi burde sove. I dag for mange år siden blev vi gift på Aarhus Rådhus og siden har vi grædt og grint og delt hemmeligheder, vi har taget hinanden i hånden mere end en gang og er sprunget i på det dybe vand og taget på eventyr, som man måske ikke burde tage på. Vi har fundet og overvundet flere drager og vi er bedste venner.

Vi ringer næsten altid til hinanden midt på dagen, hvis vi lige oplever noget, vi simpelthen ikke kan vente med at dele til om aftenen. Vi er begge over 40 og ter os stadig som to børn på eventyr. Vi har da fået startet en pensionsopsparing og en collegeopsparing til børnene, men vi dyrker vores interesser og leger hver dag, som om vi var 10 og 11 år gamle og jeg elsker det!

I Stormfulde Højder er der den kringlede sætning fra Cathy, hvor hun siger “I am Heathcliff” og uden yderligere sammenligning med deres tragiske kærlighedshistorie, forstår jeg på et eller andet dybt ur-plan, hvad hun mener. Martin og jeg er et team, vi er en enhed, vi gør ikke noget uden at være enige og han er altid den første jeg spørger, hvis jeg tumler med noget. Han er min bedste kamerat og far til vores vidunderlige børn. Vi sidder ikke på skødet af hinanden dagen lang, men han er på den eneste, jeg kender, der (næsten) 100% kan følge min snørklede tankegang og sætte mig til vægs. 

Jeg kender hver en rynke og fure og rille, der kommer i hans ansigt og om hans øjne, når han smiler og jeg elsker hver en millimeter af hans 2 meter og 10 centimeter. Der er noget fuldstændigt fantastisk over, at være blevet gift med sin bedste ven og kunne lege sørøvere hele livet og jeg håber aldrig vores eventyr slutter.