Mælk og Honning

Mælk og Honning er en stærk bog, der på dansk er oversat af fantastiske Julie Lahme. Bogen er smuk i sig selv og føles sort og gummiagtig at holde med små lette blyantstegninger. Den rummer et klart og stærkt sprog og digtene rører mig meget. Man er ikke i tvivl om at forfatteren Rupi Kaur dykker helt ind i hjertet, når hun skriver sine digte. De har en helt anden klang end de mere snørklede og sneglehus-agtige danske digtsamlinger, jeg normalt læser. Danske digte, der smager underligt på tungen eller flygter henover græsset på hønsefødder så kun sindet, men ikke hjertet kan følge med. Kaur tager vores hjerte i hånden og overhælder det med mælk og honning. 

På de sidste sider er der et digt til mig—til læseren. Et digt, der binder os sammen som medsøstre (og brødre) og som gør bogen til en sværvægter af sin tid. Midt i en verden i kaos findes her en fin lille feminin sværvægter af en digtsamling—en lille fin feminin stemme, der skriver om kærligheden, om samtykke og mangel på samme, om skønheden, faldet og healingen. Der er intet at sige til denne bog har ligget nummer 1 på New York Times bestsellerliste i 41 uger i træk. 

Selvom, der for nogle digt-entusiaster mangler en form for mystik, dybde og snørklethed, elsker jeg altså denne lille digtsamling. Den står så stærk og råber #MeToo og den ligger følelserne helt på bordet. Den rører mig dybt og jeg kan genkende mig selv og mine medsøstre i de scener, der males op. Den er oprigtigt som at drikke mælk og honning – super sød og glider let ned, men på en stærk og rørende måde. Den viser kærligheden fra alle sider og den slår på en streng, der er spændt ud af nutiden. Den røre noget i os alle. Den transformere læseren, rækker ud og giver kvinder en empowerment og en følelse af ikke at være alene. Jeg kan varmt anbefale alle at læse den også hvis du normalt slet ikke er til digte.