Sure Bernadette

Bogen fortælles gennem e-mails, noter og små korrespondancer, hvorigennem man får indblik i den noget excentriske Bernadette og hendes liv. Jeg synes formatet var vildt sjovt og gjorde, jeg kom rundt om hovedpersonerne på en helt anden måde end klassiske romaner.

Min kopi af bogen var dog istykker og jeg var ved slet ikke at ville skrive om bogen, for den endte bare så mærkeligt og abrupt og tænk så manglede min udgave det sidste og vigtigste brev. Nu hvor jeg har læst dette giver det hele bare super meget mening og jeg vil varmt anbefale bogen.

Jeg kan virkelig identificere mig med Bernadette — da jeg lavede 90% af mine indkøb online, boede i Silikon Valley med en mand i tech, — så må indrømme jeg har/har haft en del til fælles med den excentriske moder-figur i bogen. Jeg kan 100% sætte mig ind i, hvordan det er at flytte fra sprudlende Los Angeles og til patagonia-vest-tech-suburbistan og kede en vis del i laser, mens man forsøger at tage vare på en lille datter og manden bare karrierer-derud-ad i tech.

Maria Semple flyttede selv til fra LA til Seattle og oplevede at gå fra LA’s kulturscene til forstads-kedsommelighed. Jeg må også indrømme, jeg ofte selv har gået med små indre komiske monologer og finpudset mentale jokes omkring mine omgivelser i Silicon Valley, specielt mine mor-til-mor interaktioner. Los Angeles virker som en lang fest, hvor Silicon Valley nok mere er leverpostej og hverdag, men med masser af søde og meget kloge mennesker—og jeg forestiller mig Seattle som lidt af det samme bare med endnu værre vejr. Jeg elskede humoren og glimtet i øjet i bogen fremstilling af forstæderne, og jeg synes bogen er hjertevarm og jeg holder meget af Bernadette som karakter og kan se mig selv i hende.

Jeg bliver dog også irriteret over Bernadettes apati og jeg bliver sur over, hun ikke er et bedre eksempel for sin datter— for godt nok går både hun og jeg hjemme, men man kan jo godt lave ting hjemmefra og ikke gå helt ned i selvynk. Bernadette blev knækket, da hendes livsværk, et hus hun havde tegnet og bygget, blev revet ned og hun har puttet sig hjemme lige siden og undgået verden. Men måske skulle bogen have heddet “get-over-it-Bernadette” for det genere mig lidt at så stærk en kvinde på den måde bliver knækket i så lang tid (og af så lidt).

For mig er det underligt, at hendes datter og familien ikke kan få hende ud af den sære Zoombie-tilstand. Det, at få et barn, må da være på højde med at bygge hendes hun eller hvad?! Hendes mand virker også noget apatisk og har ladet kone og hjem langsomt forfalde indtil den dag hun så pludselig partout skal indlægges på en mental institution?! Og ja, så forsvinder Bernadette op i den blå luft, hvilket egentligt er befriende— som en moderne Nora, der bare skrider fra hele dukkehjemmet, men hun er alligevel klar til at komme tilbage.

Men måske er det netop ikke huset, der blev revet ned, der knækkede hende. Måske er det faktisk familielivet oveni hendes karrieres deroute. Jeg kan også på alle måder sætte mig ind i det med at have en voldsom skabende kreativ kraft, der bliver fortrængt af familieliv og hverdag, og så stedet flyder ud på de særeste måder (eksempelvis på denne blog ha ha). For mig personligt handler det meget om at give plads til den kraft for ellers visner den eller lige frem eksploderer— og Bernadettes visner først og eksploderer så bagefter.

Jeg vil ikke afslører slutningen her, men bare varmt anbefale bogen.