Socialrealisme for børn
Jeg havde altså lykkeligt glemt, hvor barsk og socialrealistisk Alfons Åberg egentligt er, eller jeg har nok bare slet ikke tænkt over det, da jeg fik læst højt af bøgerne som barn. Jeg mener, Alfons har en enlig far, der ryger pibe og ikke rigtig gider det huslige (eller Alfons nogengange), men ellers virker flink og rar. Men Alfons er også ensom, bliver drillet og lever som nøglebarn på stenbroen. Alligevel kan den bogserie altså bare et eller andet og Mathilde elsker det, når vi læser den sammen.
Jeg tror ikke, man som barn tænker over, hvor hårdt livet nogengange lyder for Alfons— jeg synes fortællingerne er en skøn måde at få talt om og normaliseret ensomhed, uvenskab og andre store ting, der kan fylde hos de små. Alfons bliver beskyldt for tyveri, han flytter ind i lejlighed og har en usynlig ven, der en dag forsvinder. Alt dette pakket ind i underlige papirklips billeder og små finurlige tegninger.
Som voksen tænker jeg en del over, hvor hans mor er henne og det er bare aldrig kommet op hos Mathilde— så på en eller anden måde er moren bare helt væk— mens Alfons hamrer der udad og bygger tårne og spiser småkager. Måske optræder Alfons mor i nogle af de bøger vi ikke har, men ja, jeg tænker meget over det— hvad er der sket og hvorfor bor de nu i den lille lejlighed?
